IMG_3271

Emanuel A. Petersen (1894-1948) har malet grønlandsk natur og grønlandske bopladser med stor entusiasme fra 1920 til 1948, og op mod 150 af Petersens værker, kendte som ukendte, kan findes på Nuuk Kunstmuseum.

Emanuel A. Petersen var af den opfattelse, at båndet mellem Danmark og Grønland burde styrkes, hvilket han mente blandt andet kunne gøres ved at dele Grønlands skønhed med danskerne.

Det var den grønlandske natur, som den tager sig skønnest ud, der interesserede Petersen mest – og i særdeleshed er han kendt for at fange ’lyset’ i Grønland; som når solen kaster sine stråler på land, is, og vand.

Uddannet teaterdekorationsmaler, og med baggrund i porcelænsmaling med speciale i marinemaleri, har Emanuel A. Petersen alligevel tilegnet sig titlen ’Grønlandsmaleren’ i 1924 efter fire års arbejde for at illustrere Grønlands naturlige skønhed med oliemalerier.

Emanuel A. Petersen var ambitiøs – han søgte og fik midler til ekspeditionsture til Grønland med det formål at knytte koloni og ’moderland’ tættere sammen. – Danskerne skulle vide hvor billedskønt der var i Grønland, og det skønnes at Petersen har malet op mod 2000 grønlandsbilleder i oliemalerier, akvarelmalerier, skitser, og olietegninger. Petersen havde et ønske om at nå til hvert bosted i Grønland i sin livstid – en ambition der ville sende ham på sit livs rejser. Selvom der var mange udfordringer og snestorme på vejen, er der næsten altid vindstille og høj sol på Petersens grønlandsmalerier.

Emanuel A. Petersen er kendt for sine idylliske oliemalerier fra hele Grønland, hvad de færreste ved er, at disse er malet i Danmark. På kunstnerens rejser til Grønland medbraget han tegneredskaber og akvarel, men ikke de mere uhåndterlige oliefarver og lærreder. Ud fra sine skitser og akvareller færdiggjorde kunstneren efterfølgende oliemalerierne. På Nuuk Kunstmuseum udstilles også en række af Emanuel A. Petersens skitser.