Frederik “Kunngi” Kristensen (f. 1952) er repræsenteret ved tre sammenhængende malerier fra 2009 på Nuuk Kunstmuseum. Kunngi er multikunstner med digtsamlinger, musik og billedkunst bag sig.

Han begyndte i 1975 på det dengang nyoprettede Grafisk Værksted, forløberen for Grønlands Kunstskole i Nuuk. Det nonfigurative maleri har han arbejdet med hele sit kunstnerliv, men Kunngi siger selv, at han først og fremmest skaber billeder. For Kunngi er et nonfigurativt billede et billede, som ikke indeholder genkendelige former fra den ydre virkelighed.

Firkanten går igen i Kunngis nonfigurative værker, som han selv siger, er det svært at ændre en firkant. Han forsøger at bryde med og omgøre firkanten ved hjælp af farverne, som også skaber sammenhæng.

Når Kunngi maler, vælger han to af de tre grundfarver – rød, blå, gul – som han bruger i maleriet i forskellige blandinger. Den tredje gemmer han. I museets nonfigurative maleri, har han brugt gul og blå; den røde er gemt i de violette farveflader.

Kunngi tegner mange små skitser med farveblyanter, før han maler. Når Kunngi bygger sit billede op, skaber han balance i billedet ved at tegne streger over lærredet som et gitter. Hans billeder, siger han selv, skal være lette at se på.

Malerierne på museet består af afgrænsede og geometriske farveflader i gul og violet og forskellige nuancer af grøn og blå, som ligger side om side.

Malerierne er tredelte og samtidig et samlet billede. Kunngi har fortalt, at dette billede blev lavet efter en lille aflang skitse, som han gav tre lærreder i stedet for et, da han skulle male det. Et tredelt billede kan også kaldes et triptykon. Ofte er et triptykon tre forskellige billeder, som har en fælles betydning. Altertavler er ofte triptykoner og består af et billede af jorden i midten med himlen og helvede på altertavlens sidefløje eller låger. Tredelingen af Kunngis billede giver et indtryk af en horisontlinje i billedet og giver malerierne en anden rumlighed.

Hvert enkelt af de tre malerier er signeret, og dermed er værket ikke signeret som et samlet billede. På den måde er malerierne både hver for sig og sammenhængende. Kigger man efter farvefladernes linjer, hænger de ikke helt sammen malerierne imellem. Det er vores øjne, der skal få dem til at passe sammen. Kunngi leger på den måde med os. Selv siger Kunngi, at han ville drille. I dette drilleri har Kunngi et meget direkte forhold til beskueren; til os der ser på billedet. Han taler til os gennem billedet, og han vil noget med os og vores øjne. Ikke at vi skal se noget bestemt, men at vi skal se et billede. Som en af Kunngis venner sagde, så er hans billeder altid nye, de bliver aldrig gamle. Vi kan se noget forskelligt i dem fra gang til gang.

Flere gange har Kunngi fået kommentaren, at hans billeder ikke var grønlandske. Engang var det en lærerstuderende, som var forbi Grafisk Værksted og mente, at Kunngi hellere skulle male isbjerge og kajakker. En anden gang var det på en udstilling i Canada. Disse kommentarer stiller skarpt på forventninger om, at grønlandsk kunst skal handle om Grønland i motiv og udtryk, hvilket Kunngi bryder med i hans nonfigurative malerier. Som Kunngi selv siger, så maler han ikke, fordi han er grønlænder, men “jeg laver dét, jeg har lyst til”.

Det er op til beskueren foran maleriet, at få motiver frem af Kunngis nonfigurative maleri. Med andre ord, er det beskueren, som ser et grønlandsk motiv eller ikke i billederne. Kunngi har malet geometriske farveflader; et tredelt nonfigurativt maleri, men først og fremmest har han malet et billede.

“Bagom Værket Kunngi” er skrevet af Stine Lundberg Hansen. 2016.