Silarsuaq takuiuk // Mikro-Makro

Nuuk Kunstmuseum åbner den nye særudstilling ”Silarsuaq takuiuk // Mikro-Makro” på fredag den 4. april kl. 15-17.

Museets samling rummer malerier der kan fylde en hel væg samt grafiske tryk på små 3×6 cm. Der er store fedtstens-figurer af Havets Moder og fisk samt småbitte figurer af isbjørne og tupilaat. Den nye udstilling vil bl.a. vise store malerier af Anne-Lise Løvstrøm (f. 1960), små tryk af Aalut Kangermiu (1822-1869), små æsker og mikroakvareller af Mike Lynge (f. 1976) og små træfigurer af Ignatius Starch.

I den nye udstilling vises der store og små værker fra museets samling under titlen ”Silarsuaq takuiuk // Mikro-Makro”. Store værker kan indtage rum på en anden måde end små værker, mens små værker kan byde på en hel verden i sig selv. Det bliver en udstilling hvor man som gæst bliver budt på store show-stoppers, og mikroskopiske værker vil vække nysgerrigheden for kunstens bredde, samt være til glæde for både store og små. En del af udstillingen vil blive indtaget af Nuuks vartegn, fjeldet Sermitsiaq, som Anne-Birthe Hove i to grafiske serier har afbilledet.  

Ferniseringen sker på fredag den 4. april kl. 15-17, med gratis entré for alle, og alle er velkomne. Udstillingen er støttet af Kommuneqarfik Sermersooqs Sermeqpulje, og kan ses indtil den 11. maj 2025.