Den 12. marts  2019 er det 150 år siden, at Aron fra Kangeq døde –og selvom dødsdagen måske ikke bør markeres, så skal denne kunstner i den grad markeres.

Aron fra Kangeq er på sin vis forfaderen til Grønlands moderne kunst – og kunstnere helt op til i dag anerkender hans talent og betydning og lader sig inspirere af hans værker og skrifter.  Og det selvom hans værker i næsten hundrede år efter hans død levede hengemt og først fik sin plads i Grønlands kunsthistorie i 1960erne, hvor kunstner og polarforsker Eigil Knuth (1903-1996) opdagede samlingen på Nationalmuseet i Danmark. I 1982 blev samlingen leveret tilbage til Grønlands Nationalmuseum, hvor den i dag er. Indsamlet af Hinrich Rink i 1850erne og 60erne og overdraget til det danske Nationalmuseum i 1905 af hans hustru Signe Rink. En del af samlingen blev overdraget Universitetets Etnografiske Museum i Oslo efter Signe Rinks død, hvor denne del af samlingen fortsat findes.

Nuuk Kunstmuseum har i samlingen udstillet to træsnit af Aron fra Kangeq udlånt af Grønlands Nationalmuseum & Arkiv – ”Qasapi dræber Uunngortoq” og ”Boldspillet” – begge illustrationer til sagn, som Aron skrev ned. Træsnittene er ikke originale, men tryk lavet med Arons trykstokke. Den ene trykstok er dog blevet reduceret med tiden; ”Qasapi dræber Uunngortoq” er kvadratisk og mangler noget af fjeldmotivet både i højre og venstre billedside, som er med i originaltrykket. Desuden ejer museet et værk fra serien ”Homage to Aron” af Anne-Birthe Hove (1951-2012), hvor et af Arons værker indgår; et træsnit fra sagnet om Aqissiaq.

OPLYSNING OG KUNST

Bodil Kaalund (1930-2016) har kaldt 1800tallet for Grønlands oplysningstid. Denne oplysningstid bestod blandt andet af oprettelsen af et grønlandsk skriftsprog, af seminariet for grønlandske lærere og af et bogtrykkeri samt Hinrich Rink (1819-1893)*. Og taler man Aron fra Kangeq kommer man hverken udenom Rink eller denne periode i Grønlands historie.

Hinrich Rink var med til at oprette de grønlandske forstanderskaber (en forløber for Hjemmestyret og Selvstyret), startede et bogtrykkeri og avisen Atuagdluitit og udgav bøger om landets geografiske og administrative forhold samt dets sprog og kultur. I 1858 udsendte han en invitation til alle grønlændere om at indsende fortællinger, sagn, landkort og tegninger, som senere blev renskrevet og udgivet i en dansk og en grønlandsk version. Bagved lå idéen om, at skulle grønlænderne rejse sig som folk, så måtte de have en bevidsthed om egen historie, skriver Kirsten Thisted i det store to-binds værk om Aron fra Kangeq**.

I Nuuk havde Rink foruden sin hustru Signe Rink hjælp fra sprogforsker Samuel Kleinschmidt (1814-1886), fra den grønlandske lærer, digter, tegner samt første redaktør på Atugagdluitit Rasmus Berthelsen (1827-1901), hjælpepræst C.H. Rosen og den unge og senere mangeårige redaktør på Atuagagdluitit Lars Møller (1842-1926). Det er ikke tilfældigt, at Nuuk har en Aqqaluks Plads (efter Lars Møller kaldet Aqqaluk), en Atuarfik Samuel Kleinschmidt og en H.J. Rinks Vej.

De bearbejdede det indsendte materiale, trykte og udgav det på flere sprog, og de forsynede informanterne, kunstnerne samt skribenterne med det nødvendige papir og kunstnerartikler; et sparsomt materiale, som kom med skibene. Heriblandt blev Aron forsynet. Aron indsendte 56 sagn, og der kendes 350 arbejder fra hans hånd. Han var ikke bare én blandt mange, men udgjorde hovedparten af første udgivelse ”Kalladlit ássilialiait” i 1860.

Aron tilhørte den Herrnhutiske mission, var fanger og kateket og kunne derfor skrive og læse. Også hans far Christian Hendrik var kateket og indsendte også fortællinger og tegninger. Sådan er det med flere af de autodidakte kunstnere fra 1800tallet og begyndelsen af 1900-tallet – de kom fra en familie, hvor flere havde talent for at tegne.

Uanset om man som Kaalund kalder 1800tallet for oplysningstiden, så sker der nogle ting, som ændrer den grønlandske kunst. Et nyt ord for kunst opstår ”eqqumiitsuliorneq” (noget mærkeligt, der er tillavet). Som Hanne Kirkegaard gør rede for i artiklen ”Eqqumiitsuliorneq – et mærkeligt ord”***, så var det et begreb, der opstod i 1800tallet; et ord for kunst som var kunst, og ikke som dekoration og udsmykning, som for eksempel et smukt udsmykket fangstredskab. Også Kaalund gør opmærksom på dette ord – den nye tids kunstnere frembragte billeder, der skulle illudere eller forestille noget*. Og i denne sammenhæng hører Aron fra Kangeq – med andre ord hører hans værker ind under betegnelsen ”eqqumiitsuliorneq”, som i dag slet og ret betyder kunst.

Også i Europa ændrer ordet kunst betydning i 1800-tallet fra netop at have været udsmykning, dekoration eller symbol for magt og rigdom i kirker, kongeslotte og paladser til at være kunst som kunst. Noget som forestiller eller illuderer noget, og noget som offentligheden får adgang til, først ved kongernes kunstkamre og i 1800tallet gennem de fremspirende museer med store nationale samlinger – og selvfølgelig via bogtrykkerkunsten.

SAGNILLUSTRATIONER

Ved at sagn og fortællinger blev skrevet ned og illustreret, blev de bevaret for eftertiden. Helt op til i dag inspirerer Aron kunstnere. For forfatter og kunstner Hans Lynge (1906-1988) var Aron fra Kangeq én af de helt store inspirationskilder; selv bearbejdede han også Grønlands mytestof i sin kunst. Kirsten Thisted skriver i efterordet til den danske udgivelse og oversættelse af ”Den Usynlige Vilje” af Hans Lynge:

Aron fra Kangeq har fat i dybet af, hvad det vil sige, at være menneske, ikke som isoleret størrelse, en om-sig-selv-lukket-organisme eller –krop, men under indflydelse af og i løbende dialog med sit køn, sin alder, familien, det omgivende samfund, den kulturelt betingede frihedslængsel og tilsvarende undertrykkelse.****

Kunstner Anne-Birthe Hove lavede en hel grafisk serie kaldet ”Homage to Aron”, hvor hun inkorporerede både hans motiver og hans betydning.*****

Værket på Nuuk Kunstmuseum er fra 1997. Hun har brugt et træsnit af Aron fra sagnet om Aqissiaq, hvor han skubber en grydetrold ud over en klippeafgrund. Nedenunder har hun tilføjet fem mennesker på rad og række, som sidder bænket foran et fjernsyn. Værket hedder ”Aqissiaq : 20.00” og er lavet med photogravure (en teknik hvor man overfører et fotografi til tryk) og med andre grafiske teknikker. Hove har også tilføjet bunden af klippeafgrunden og et fjeld i baggrunden til det ellers sort/hvide træsnit .

Træsnittet brugt i Anne-Birthe Hoves værk er skåret af Markus Lynge fra Nuuk efter tegning af Aron. Mens både ”Boldspillet” og ”Qasapi dræber Uunngortoq” er tegnet og skåret af Aron. Det var ikke ualmindeligt, at kunstnerne og sagnfortællerne arbejdede sammen på tværs af afstande – måske blev kontakten formidlet gennem Rink. Bodil Kaalund noterer, at hvor Aron bruger flere skraveringer og gråtoner til at markere forskellige overflader og dybde, så arbejder Markus Lynge mere sort/hvidt i sine træsnit med større hvide flader uden skraveringer.*

Grafikken har som medie spillet en stor rolle i Grønlands kunsthistorie – og ved at lave denne homage/hyldest understreger Hove også en linje fra hende tilbage til Aron. Nivi Christensen skriver i bogen om Anne-Birthe Hove******, at hvor Aron først og fremmest foretog et motivvalg i sin kunst, tog Hove i lige så høj grad et materiale- og teknikvalg. Aron havde ikke mange teknikker og materialer at vælge imellem; træsnit, tegning og akvarel.

Om Hove i ”Aqissiaq : 20.00” peger på, at sagnene er fortid – og at tv og andre medier har overtaget den mundtlige fortælling – eller, at vi ikke kan undslippe fortiden, sagnene er stadig levende og gyldige, og lige om lidt dumper grydetrolden ned oveni TV’et og seerne; det er op til fortolkning. På tværs af tid mødes fortid og nutid i værket.

Aron fra Kangeq døde 12. marts 1869 efter mange år med tuberkulose.

“Bagom Værket Aron fra Kangeq” er skrevet af Stine Lundberg Hansen. 2019.

* Bodil Kaalund: Grønlands Kunst, Gyldendal, 3. udg., 2011 (1979)

** Kirsten Thisted : ”Således skriver jeg, Aron”, Atuakkiorfik, 1999