Fra 1960erne og med oprettelsen af Grafisk Værksted i midten af 1970erne blev den grønlandske kunsthistorie repræsenteret af kvindelige kunstnere. Går vi tilbage til før 2. verdenskrig, så er kvinderne stort set fraværende. I hvert fald med navns nævnelse. De er med deres hænder vævet ind i kunsthåndværk, perlebroderier og dragter, men deres navne blev ikke optegnet og sat på deres værker; indtil videre er de glemt af historien. Maleri og tegning synes at være et sort hul for kvinder før 2. verdenskrig, opslugt og glemt, hvor kun de mandlige kunstnere kredser og gør sig gældende.

Der er dog én – hvor vi både kender navn og værk. Selvom hun ikke er grønlandsk, men tilrejsende, kender mange i Grønland hendes tegninger. Fra postkort, plakater, illustrationer, malerier og akvareller. Navnet er Christine Deichmann, og hun boede i Grønland fra 1901-1910, da hendes ægtemand Henrik Deichmann var distriktslæge.

Umiddelbart falder Christine Deichmann ind i ekspeditionskunstens tidsalder, hvor Arktis og Grønland skildres gennem tilrejsende kunstnere, enten på ekspedition eller med særlig rejsetilladelse med henblik på at male Grønland. Til forskel fra for eksempel Emanuel A. Petersen (1894-1948), Harald Moltke (1871-1960) eller J.E.C. Rasmussen (1841-1893) er hun ikke på ekspedition eller gennemrejse, men bor gennem 9 år i Grønland med sin datter og mand, og så er hun en kvinde.

I HENDES TID

Christine Elisabeth Deichmann blev født i 1869 i Øverød i Danmark og døde i 1945 i USA. Hun blev uddannet under den danske maler Viggo Johansen på Kunstakademiets Kunstskole for kvinder i København fra 1890-94, som var blevet oprettet i 1888. Før havde kvinder ikke adgang til kunstakademiet. Hun udstillede på Charlottenborgs forårsudstilling og Kunstnernes Efterårsudstilling – og deltog, ligesom mange af de mandlige malere, der har skildret Grønland, på en Koloniudstilling – i Rom i 1931.

Christine Deichmann er interessant både i dag og i sin samtid. Hun malede ikke som de samtidige ekspeditionsmalere og gennemrejsende kunstnere storslåede naturprospekter eller et, efter deres opfattelse, oprindeligt Grønland; hun malede det nære. Livet omkring hende; kvinder og børn i gang med dagens gøremål. Leg og arbejde. Langt nærmere den svenske maler og tegner Carl Larssons (1853-1919) romantiske og idylliske folkelivsskildringer end de store landskabsmaleres romantiske dyrkelse af naturen og dens barskhed. Men med en kvindes blik og med en forkærlighed for den blå farve, som gennemsyrer mange af hendes akvareller. Deichmann maler i en tid domineret af mandlige kunstnere og er i tråd med danske Anna Ancher (1859-1935), finske Helene Schjerfbeck (1862-1945) eller danske Bertha Wegmann (1846-1926); alle kvinder som sætter sig igennem som kunstnere i denne periode og maler det, de har adgang til på en ny måde; de fordyber sig i og udvider det nære.

Grønlands Nationalmuseum ejer en samling af Christine Deichmanns skitser. Her ligger studie på studie af døde fugle. Blyantskitser af mennesker i forskellige stillinger; oftest børn. Af kvinder; enten med børn og for sig selv eller i gang med hverdagens gøremål. Måske er motiverne fanget ude foran hendes vindue. Af og til har hun nok fået børn og kvinder til at stille sig op; den samme kvinde går igen i flere positurer i hendes skitser. Motiverne virker hjemmevante, som mennesker Deichmann har et forhold til, ser eller omgås på daglig basis. Der er en intimitet i billederne. De er ikke klistret på billederne, som Emanuel A. Petersens påklædningsdukkeagtige mennesker. De er ikke til for vores, maleriets eller tegningens skyld, men er i gang med deres eget. Og Christine Deichmann har tegnet og malet dem i gang med dette. På Nuuk Kunstmuseum hænger to akvareller af Christine Deichmann – med kvinder og børn.

MOR OG BØRN

Motivet er mor og børn. En kvinde sidder med et lille barn på sit skød og en lille pige lænet op ad sig. De sidder på en kant, og baggrunden er jordfarvet; om de sidder ude og inde, kan vi ikke bedømme. Børnene spiser tørret sæl, nikku. Moderen kigger ned, holder om den lille på sit skød og hjælper med at holde det tørrede stykke sæl. Den lille kigger ud på os; han har øjenkontakt med både maler og beskuer. Vi er vidne til et intimt øjeblik mellem mor og børn, og øjenkontakten gør os bevidste om dette delte øjeblik. Vi beskuere er udenfor denne lille scene af omsorg. Samtidig markerer øjenkontakten en relation mellem kunstner og motiv. Motivet virker umiddelbart, som om det lige er nedfældet på et øjeblik, som et fotografi, men helt så øjeblikkeligt og umiddelbart er det ikke – det vidner baggrunden om, som ikke placerer motivet med mor og børn et specifikt sted. Selvom billedet synes umiddelbart, er det bearbejdet og komponeret, til dels iscenesat.

I Deichmanns skitser er der en søgen efter komposition – i gentagelsen af kroppe og positurer. Ligeledes er dette billede bygget op efter en komposition. Vi kan tegne en trekant om mor og børn. Der går en linje opad gennem kroppene fra den lille piges fingre med sælstykket, op gennem moderens hånd, der støtter det lille barns nikku, videre over barnets øjenkontakt med os og op til moderens nedbøjede blik helt op til hårtoppen. Linjen binder dels motivet sammen, mor og børn, og så fører den os opad. Opbygningen af billedet, den blå farve og moderen med børnene bringer et kristent motiv i hu – Maria med Jesusbarnet. Det er som et ikon – et ikon over moderskabet og omsorgen for børnene.

En detalje som er værd at bemærke er den lilles tøj. Han har en frakke med pelskrave på. Et måske mere nuanceret blik på påklædningen, end hvad Deichmanns samtidige mandlige kollegaer skildrede – der i mange malerier udstyrede deres karakterer med traditionelle anorakker og en fuldt ornamenteret Grønlandsdragt.

KVINDEN

I et portræt af en kvinde, som Deichmann har brugt i flere skitser og akvareller, er øjenkontakten igen central. Kvinden i Grønlandsdragt står ved et løst skitseret vindue og kigger smilende eller skælmsk tilbage på os beskuere. Christine Deichmann får lov at tegne hende, bruge hende som motiv. Alligevel lukker dette blik, øjenkontakten, os ude. Den bevarer en intimitet i billedet, som vi ikke får adgang til, og skaber en relation. Kvinden er ikke et tegnet objekt, men et menneskeligt subjekt. Ligesom detaljen med drengens frakke med pelskrave skaber Deichmann et mere nuanceret blik. Kvinden viser sit europæiske undertøj frem der, hvor dragten skiller mellem sælskindsshorts og anorak, hvilket var højeste mode på det tidspunkt.

Det er netop ved denne intimitet og relation, at Christine Deichmanns portrætter og skildringer af hverdagsliv skiller sig ud fra sine mandlige danske kollegaer. Vi får intet vue over Grønland, ingen ambition om at skildre selveste Grønland til resten af verden, men små dråber af en bearbejdet hverdag. Hendes skildringer er romantiske og på kanten af, hvad jeg vil kalde det tuttenuttede. Men det er en kvindes blik og indlevelse i den hverdag, som hun er en del af på dette tidspunkt. Ikke umiddelbar, men kunstnerisk bearbejdet – med en forkærlighed for kvinder og børn ikke nødvendigvis som noget specifikt grønlandsk, men som et gennemgående motiv.

Christine Deichmann har ikke efterladt ord og tanker om sin kunst – i hvert fald ikke, hvad jeg har kunnet opstøve. På sin vis bliver hun også del af det sorte hul, den grønlandske kunsthistorie har efterladt til kvinder før 1945. Men hun har et navn, et årstal og et oeuvre, som er en del af de grønlandske museer – samt er på postkort og plakater, som sælges i boghandlere og butikker landet over.

“Bagom Værket – Christine Deichmann” er skrevet af Stine Lundberg Hansen. 2020.