Maria Panínguak` Kjærulff maler med store ekspressive penselstrøg i sine større værker. På Nuuk Kunstmuseum hænger værket Skovkalkuner fra 2004 i kul, akryl og olie.
I de brede ekspressive penselstrøg kan man næsten følge kunstnerens bevægelser rundt på lærredet. På en blå baggrund i forskellige nuancer dukker en kalkun, to snespurve og æbler frem – ikke tydeligt, men som malede genstande. De er tegnet op med kul og udfyldt med fede penselstrøg af hvid, rød, gul og grøn, som dunede fjer der blæser rundt.
I Canada, hvor Maria Panínguak` Kjærulff er uddannet, stødte hun en jul på kalkuner. Hannerne spankulerede rundt og promenerede deres fjerdragt i et show, som fascinerede hende.
Skovkalkuner blev malet ud fra en lille figur, som mindede om de kalkuner, hun havde set i Canada. Snespurvene blev også malet ud fra små figurer, men er et motiv MPK har udforsket siden barn. Æblerne lå på bordet, måske fra noget julepynt.
Maleriet er for MPK en udforskning med et startpunkt – i Skovkalkuner blev startpunktet kalkunen, fuglefigurerne og æblerne – som billedet udvikler sig ud fra. En tidslomme af energi kalder hun malerprocessen, hvor hvert værk bliver et fingeraftryk af hende selv.
Fuglene og æblerne bruges af MPK til at opbygge et billede, til at give farverne form og penselstrøgene retning. Motivet – fuglene og æblerne – bliver derfor ikke det essentielle i Skovkalkuner, men det bliver det ekspressive; udtrykket, farverne og penselstrøgene.
Maleriet kan ses i forlængelse af stilleben – malerier eller billeder af opstillede genstande. I Europa har stilleben været kendt siden antikken og har i perioder været symbolsk ladet, fx ved at genstandene kunne referere til den kristne tro, livet og døden. I begyndelsen af 1900 tallet blev opstillede genstande brugt til at udforske maleriet som maleri og farver, flade og motiv, som det fx ses hos Cézanne eller i kubismen.
Maria Panínguak` Kjærulff er uddannet ved Nova Scotia College of Art & Design i Canada og The Cooper Union i New York. Som nyuddannet kunstner var hendes første soloudstilling “Tingerlaaq” (Første Flyvetur) i 2006 på Nationalmuseet, hvor Skovkalkuner blev udstillet og købt af Svend Junge.
Museet har flere værker af Maria Panínguak` Kjærulff, blandt andet et lille maleri af boligblokkene i Nuuk fra 2008. Et billede som i et mindre format også leger med de brede ekspressive penselstrøg og flirter med abstraktionen, hvor motivet næsten smelter og opløses med penselstrøgene.
”Bagom Værket Maria Panínguak`Kjærulff” er skrevet af Stine Lundberg Hansen. 2016.