Nuuk Kunstmuseum huser mange tupilakker af ben og tand og enkelte af træ og sten. Disse tupilakker har nogle figurative kendetegn – figurer og former der gentages – og én af disse er brugen af tungen. Noget kastes op, spises, sluges, slikkes, flirtes med, snor sig eller slet og ret rækker tunge.

Tupilakken var engang sat sammen af diverse døde dyr, ligrester og andet, som en åndemaner nærede og sendte efter sin fjende; og som europæerne og de skibe der entrede de grønlandske kyster var nysgerrige på at se og høre om. I sammenklangen mellem interessen udefra og alle de forskellige tupilakskæreres fantasi og fortælling, har tupilakken fået figurative kendetegn.

I en figur af Aron Kleist (1923-1989) strækker en dyrelignende tupilak sig opad behåret og med lange klør. Munden er et skævt smil med tungen på vej ud. Midt i munden ligger den med et lille opadgående svirp. Den nærmest slubrer – det er tungen, som kan slikke og sluge.

Tungen er skjult indeni munden. Den er sansende, smagende og med til at bearbejde og synke mad og drikke. Tungen kan også blive synlig. Ude af munden kan tungen blive slubrende, slikkende eller slugende. Den kan blive til et ornament, til noget som snor og boltrer sig, den kan blive til opkast, men den kan også blive en vrængen af verden; at række tunge, skære ansigt og lave grimasser.

Karl Egede Kristensen har skåret en aflang tupilak af en hvalrostand. Ud af munden boltrer en lang tunge sig – tvedelt for enden. Den har samme aflange og udstrakte udskæring, som resten af tupilakken, og bliver næsten ornamentik, men samtidig peger dens tvedeling på noget ondt; at tale med to tunger – at lyve og at manipulere.

Når vi taler, bruger vi tungen. Man kan tale i tunger, så er man i en åndelig trance, hvor nogle eller noget taler symbolsk igennem én. Vi kan have noget lige på tungen – vi er lige på nippet til at kunne sige dét, vi vil sige. Tungen kan slå knuder, sådan at vi ikke kan få sproget klart og tydeligt frem. Når tungen er ude af munden, kan vi kun lave lyde.
Tungen hænger ude af munden, hvis vi er tørstige, forpustede eller mangler noget – når vi er syge eller har spist for meget og forkert, kaster vi op med tungen ud af munden.

Ud af munden på en tupilak, som tilhører kunstmuseets samling, hænger noget dyrelignende; et skin og et hoved af et dyr. Er det på vej op eller ned? Det hænger dinglende, som sidder det fast. Desuden har figuren via munden fået en lang stav som støtteben; for at figuren kan stå uden at vælte. Der er rynker mellem tupilakkens bryn. Måske prøver den at sluge og synke dette væsen; måske hænger dyret ud af munden som tupilakkens tunge.

TUNGEN I SPROGET

Tunge hedder Oqaq på grønlandsk. Et ældre ord for at række tunge er Mitaartaavoq, som er beslægtet med de mere nutidige ord kiinarsorpoq, at skære ansigt eller lave grimasser, og mitassippoq, at skære ansigt for at får andre til at le. Roden mitaar betyder ”at skære ansigt” og i en ældre betydning ”at drille og gøre grin med”.

Mitaartut, Hellig Tre Konger, har samme rod som mitaartaavoq – at række tunge. Ved Mitaartut har man klædt sig ud for at skræmme, forvrænge og gøre grin med, bl.a. ved at lave grimasser. Denne højtid og udklædningsskik synes beslægtet den figurative tradition i tupilakkerne; dette på én gang fjollede og skræmmende – tungen gør grin med og kan samtidig true med at sluge eller at spise.

Også masken og maskedansen med sin forvrængede ansigter og brug af tungen bevæger sig mellem sjov og alvor. Tungen hænger sammen med det groteske og det overdrevne, det skræmmende og det fjollede.

En mytologisk figur, der indeholder denne dobbelthed af leg og alvor, af det fjollede og det skræmmende, er Indvoldsædersken eller Erlaveersiniooq. Hun prøver at lokke folk, der er på vej til Månemandens hus og vil på alle måder ved grimasser, forvrængninger og drilleri prøve at få én til at grine. Giver man efter og griner, sprætter hun maven op.

I myter og sagn fortælles det ofte, at åndemaneren blev spist eller slugt af et dyr, som ligesom markerede overgangen til en åndelig verden eller rejse.

TUNGEN UDENFOR GRØNLAND

Tungen som figurativt kendetegn er ikke kun forbeholdt Grønland. Kali, den hinduistiske gud, afbilledes i figurer, billeder og masker med en lang blodig tunge ud af munden. Med tungen ødelægger hun alt, der er falsk; hun destruerer tiden, som er selve tilknytningen til denne verden.

I middelalderens kirker kan tungen være en del af ornamentet, som snor og boltrer sig over indgangen til kirkens rum. Denne overgang til kirken og det hellige rum kunne være et farefuldt sted, hvor man skulle tage sig i agt for djævlens tungetale og andre fristelser.

Den danske billedkunstner Asger Jorn (1914-1973) og den franske fotograf Noël Arnaud skabte et helt bogværk sat sammen af fotografier af brugen af tungen i udsmykning, kunst og i fotografi. Den blev udgivet i 1968 – året for ungdomsoprøret – og hedder på dansk ”Den rå og den kogte tunge” (La Langue Verte et la Cuite).

TUPILAKKENS MANGE SPROG

Udover tungen er andre figurative kendetegn hos tupilakken de udspilede næsebor, som et rovdyrs vækkede sanser eller en aggression; de symmetriske streger i ansigtet, dels som ornamentik, dels pegende tilbage på (glemte) tatoveringstraditioner, dels som rynker eller udsultning; de store øjne med en sort pupil lige midt i, også kaldet stressøjne, hvor øjnene er spilet op og pupillerne på stilke; de synlige ribben eller rygrad – tupilakken som skeletdele; og så sammensatheden af forskellige dyr og væsner.

Bagom Værket “Tupilak – tungen som sprog” er skrevet af Stine Lundberg Hansen. 2016.