ON, 100×100, 2014
Nuuk Kunstmuseum er indehaver af tre værker af Bolatta Silis-Høegh: Maleriet ON fra 2014 samt to blyantstegninger fra 2018. Alle tre værker er selvportrætter. Værket, ON, blev en del af udstillingen LIGHTS ON LIGHTS OFF. Udstillingen fandt først sted i Kastrup Havn i 2014 og senere på Nuuk Kunstmuseum i 2015. Fremstillingen af udstillingens værker blev udløst af det grønlandske selvstyres beslutning om ophævelsen af nultolerancen af uran-udvinding i Grønland i 2013. Beslutningen blev taget på kun tre uger og med kun én stemme som afgørende faktor, trods alvoren af afgørelsen. Silis-Høegh følte en voldsom fysisk reaktion på det, hun så som en overgreb på den grønlandske befolkning, der ikke var blevet involveret i beslutningen. Uranproblematikken blev katalysatoren for en frustration og udstillingens værker blev skabt i en blanding af kærlighed til sit hjemland samt vrede over beslutningen. Frustrationen åbnede op for alle de tabubelagte realiteter, som Silis-Høegh mente, der var kultur for i Grønland at gemme væk i de mørke kroge og glemme i de lyse stunder,
”Jeg kunne ikke med ord forklare min uranvrede, men den åbnede op for alt det usagte, som jeg har oplevet i Grønland: Vold og misbrug, som samfundet ikke taler om og derfor stiltiende accepterer. Uretfærdigheder, som vi vender ryggen til.”
- Bolatta Silis-Høegh
Det er med afsæt i disse fortiede overgreb ON og udstillingen LIGHTS ON LIGHTS OFF er blevet malet.
Selvportrættet ON er i primært hvide og blå farver, med rødlige og gule penselstrøg. Silis-Høeghs ansigt står kontrastfyldt frem i de hvidlige toner imod baggrundens ugenkendelige mørke. Lys og mørke, det åbne og det lukkede, det smukke og det grusomme samt naturen og mennesket er tematiske dikotomier kunstneren bearbejder i dette såvel som udstillingens øvrige værker. ON er malet med grove og mærkbart frustrerede penselstrøg, der dog udtrykker en finhed og skønhed i det ellers dunkle billede. Ansigtets øjne er opspærrede og angstfyldte men udtrykker ligeså en kraft og en alvor. Silis-Høegh åbner med frygt og alvor øjnene for de tabuer, der ligger under overfladen. Der ses en antydning af blod, som løber fra det højre øje. Blodet kan symbolisere de åbne sår, der endnu ikke er helede, men kan også mere direkte forstås som effekten på voldelige overfald og den fysiske fare ved uran-udvinding. Blodet, der løber fra ansigtet og som i andre værker blandt andet ses smurt ud på den nøgne krop, er et gennemgående kende. På dette værket er kroppen ikke portrætteret. På trods af, at der med en mørk silhuet hentydes til en påklædt krop, er ansigtet nøgent, nøgternt og ærligt. Hun portrætterer sig selv uforskønnet, men maleriet er alligevel fangende smukt.
Silis-Høegh bearbejder og performer uranproblematikken og vreden over tabuiseringen af det kulturelt grimme med en personlig fremtræden i sit værk: med sin egen krop og sjæl som italesættelse af de overgreb, der finder sted. Hun beskriver sine blyantskitser fra 2018, hvor hun arbejder videre med selvportrættet, som en dagbog; et selfie med et ærligt filter, der udtrykker såvel den styrke som den skrøbelighed, der er en del af hende. ON fremtræder ligeledes ærligt, stærkt og skrøbeligt. Silis-Høegh viser sin smerte, maler arrene på kroppen og lader blodet flyde fra sine øjne; og med udgangspunkt i dette, åbner hun op for en generel og større udfordring og angst.
Bolatta Silis-Høegh har også før dette værk arbejdet med temaer som miljø og klima. Hun har bl.a. lavet værket Haveforeningen Sisimiut 2068; en installation, der humoristisk byder på fremtidens Grønland, som følge af en stigende global opvarmning. Silis-Høeghs humoristiske tone, som er en større del af hendes tidligere værker, er ikke til stede i LIGHTS ON LIGHTS OFF, i stedet er alvoren sammen med kunstneren selv trådt helt frem og stiger beskueren i øjnene.
Bolatta Silis-Høegh er en lettisk-grønlandsk kunster, født i Qaqortoq i året 1981. Hun er bosiddende i København, men sin mand og to børn. Hun er uddannet fra Waiopehu College, New Zealand, i 1999 og blev senere færdiguddannet på Aarhus Kunstakademi i 2006. Ved siden af og i samspil med sin kunstneriske karriere er Silis-Høegh forfatter af og illustrator til børnebøgerne Aima, Aima Schhh! og Aima møder Fjeldets Moder.
“Bagom Værket – Bolatta Silis-Høegh” er skrevet af Freja Møller Wickert. 2021.
Kilder
Greenland Today: “Bolatta Silis-Høegh”, 2014.
Mondrup, Iben et. Al. 2010: ’Kuuk – kunst i omegnen af Grønland’. Hurricane Publishing.
www.bolatta.com
Thisted, Kirsten: ”Livsbekræftende undergangsvisioner”, 20. august 2014. AG.
Scherrebeck, Emil Eggert: ”Hun maler på uranvrede”, 16. august 2014. Information.
Mølgaard, Noah: “Nultolerancen over for uran er ophævet,”, oktober 24, 2013. Sermitsiaq.