Mandag den 18. maj på den Internationale Museumsdag hejser Nuuk Kunstmuseum i samarbejde med Gudrun Hasle et nyt flag i kunstprojektet ERFALASOQ//FLAG ved Holms Hus kl. 12.

”At hejse et flag om morgenen, og tage det ned igen om aftenen, for igen at hejse det morgenen efter. Vi gentager os selv om og om igen – også som kunstnere. Det er en del, af det at være menneske. Gentagelsen giver en form for tryghed. Det er det, vi bruger traditioner og ritualer til, pejlemærker og holdepunkter i det uforudsigelige kaos vi lever i. Selv de ubevidste gentagende handlinger, som man begår med gentagen fortrydelse, er der, fordi vi trods alt kender os selv i forhold til dem.”

Sådan beskriver kunstner Jacob Borges udgangspunktet for sit flag, som er det første i rækken af 6 kunstflag, der hejses ved Holms Hus i 2020. ERFALASOQ//FLAG begyndte i 2019 og er et samarbejde mellem kunstner Gudrun Hasle og Nuuk Kunstmuseum. I 2019 blev 5 kunstnere inviteret til at skabe et kunstflag til flagstangen. Flag, som der var delte meninger om, men som ikke desto mindre forholdte sig til deres omgivelser og til, hvad et flag overhovedet er for noget. Flagene skabte smil, undren, refleksion sågar forargelse. Det er netop det kunsten i det offentlige rum kan – bare for et øjeblik vende verden lidt på hovedet, vække følelser og få os til at forundres på vores vante gang på arbejde, i skolen, ude med hunden, med venner eller gennem byen på vej ud og hjem.

I 2020 inviterer vi kunstnere fra Grønland og kunstnere uden for Grønland til at skabe et kunstflag til lige præcis dette sted – Holms Hus på Aqqaluks Plads midt i Nuuk. Første flag er af den danske kunstner Jacob Borges. Borges fortæller om kompleksiteten i at hejse et flag, der ikke kun er en gentagelse eller en tradition til fødselsdage, flagdage og mærkedage, men også en territorial markering, kolonisering og kampe om magt.

”Man siger også at historien gentager sig, men dette giver ikke nødvendigvis nogen form for tryghed. Især ikke når man opdager, at fejl fra fortiden, vi troede, vi havde lært noget af, igen står og banker på. At hejse et flag i al dets symbolske vælde er ikke en ubetinget nem ting at gøre.  Særligt som dansker, er det komplekst at hejse sit (eget personlige) kunstflag på Grønlandsk jord. Jeg føler, at jeg er i gang med at gøre noget, der er blevet gjort før. Noget, der egentlig ikke bør gentages. ”

Flaget er ikke en territorial markering, men en refleksion over netop dette. Da danskerne kom til Grønland og ”satte deres flag”. En refleksion den ambivalens, de strukturer og de magtkampe denne kolonisering skabte og stadig skaber i det grønlandske samfund og mellem Grønland og Danmark den dag i dag. Man kan jo kigge op på statuen af Hans Egede og reflektere over, at i 2021 er det 300 år siden, han satte sine ben i Grønland og begyndte en kolonisering og missionering af landet.

Projektet er støttet af Nuuk Lokaludvalg.


UNDERVISNINGSMATERIALER

ERFALASOQ_repeated actions_majjuni2020