”SLOW LIQUID / ANAANAGA” er titlen på kunstflaget af Jette Hye Jin Mortensen, som er næste kunstner i projektet ERFALASOQ//FLAG; et samarbejde mellem Nuuk Kunstmuseum og kunstner Gudrun Hasle.

Jette Hye Jin Mortensen (f. 1980) er født i Korea og bor i Danmark. Hendes værker er afsøgninger og undersøgelser, der bevæger sig imellem det individuelle og det kollektive. Hvordan mennesket dels påvirker og er en del af sine omgivelser, men også omvendt, hvordan omgivelserne er en del af mennesket.  I tidligere værker har hun arbejdet med adoption, både igennem sin egen historie som adopteret og på et større transnationalt plan. Med kunsten arbejder hun derfor også med traume og healing på et personligt plan og på et større plan.

Hye Jin Mortensens værker består af flere lag. På flaget står ”Anaanaga” skrevet med tang og sne. Udgangspunktet for flaget er på den ene side, at i 2020 anerkendte den danske regering sit ansvar overfor de grønlandske børn, som i 1950erne blev udvalgt og taget fra deres familier, som del af et politisk moderniseringsprojekt samt den igangværende debat om de grønlandske børn, som blev adopteret af danske par fra 1950erne op til 1970erne.

På den anden side er udgangspunktet en DNA-test Jette Hye Jin Mortensen tog, da hun blev mor til sit første barn. Da hun er adopteret, viste testen, at hun primært nedstammede fra Korea men med en betydende procentdel japansk. Japan og Korea har en blodig fortid. ”Da jeg besøgte buddhistiske templer af træ i Korea, stod der altid på skiltene ”… burned down by Japanese, restored in…”, siger Hye Jin Mortensen. Og denne koloniale vold og overgreb, supplerer hun, var til stede i hendes blod.

”Men selvfølgelig”, fortsætter hun, ” landskabet, havet og generne selv er ligeglade med disse følelsesmæssige og kollektive sår: de flyder ind i nye territorier, som slow liquid (langsom væske)”. Engang i fortiden på de øer, der engang ville blive Japan, fandt et enzym fra en havbakterie ”Zobelli galactanivorans” ind i et genom i menneskets mave. Enzymet havde evnen til at optage næringsgivende stoffer fra alger/tang. Som om havet kravlede direkte ind i menneskets krop, skriver Jette Hye Jin Mortensen. Det blev også fortalt, at folk før i tiden studerede hvalerne og observerede, at når hvaler kælvede, spiste de en masse alger/tang for at nære deres unger. I Korea ledte dette til den traditionelle tang-suppe miyeok-guk; en ret der laves til nybagte mødre.

 

Recipe

dried wakame seaweed
soy sauce
minced garlic
sesame oil

Soak. Rinse. Fry. Soak. Stir. Season.

 

Jette Hye Jin Mortensens flag udforsker flere lag. Fra det helt personlige dna og dét at blive mor til det kollektive i Historien, landskaberne og i vores gener. Hvordan omgivelser langsomt igennem generationer trænger ind i mennesket, eller hvordan historien sætter sine spor i vores gener og afslører, at intet når det kommer til stykket viser sig rent og enkelt, men blandet og tumultarisk, men også traumatisk og helende.

Flaget hejses i flagstangen ved Holms Hus i april 2021.