Paarma Brandt er næste kunstner i rækken af kunstnere, som Nuuk Kunstmuseum i samarbejde med kunstner og kurator Gudrun Hasle har inviteret til at lave kunstflag til flagstangen ved Holms Hus. Med projektet har vi bedt forskellige kunstnere i og uden for Grønland om at reflekterer over, hvad et flag er og kan være, når det er kunst.
Paarma Brandt reflekterer over flaget som symbol. Flaget, som symbol på vores nationale bevidsthed, og som identitet og fællesskab. Hun spørger om flaget, Erfalasorput, er urørligt, og hvad der sker med flaget, symbolet, følelserne og os, når vi netop rør ved det.
”Farverne rød og hvid symboliserer flere hundrede års tilknytning til Danmark. Kolonisering, konflikt, skam, vrede og eksklusion er en del af overskrifterne i den tilbagevendende, hidsige debat om vores nationale identitet. Rigsfællesskabet er på den politiske dagsorden. Transparent rigsfællesskab uden skjult dagsorden efterlyses. Politisk korrekthed og politisk protest fylder meget i folks bevidsthed.”, skriver Paarma Brandt om tankerne bag hendes kunstflag.
Med sit kunstflag stiller Paarma Brandt spørgsmål, der går fra et konkret følelsesmæssigt plan. Hvordan påvirkes vi, når der røres ved vores flag, og hvad er det, vi føler vi mister? Til spørgsmål på et større samfundsmæssigt plan. Hvordan genskabe farverne og symbolerne, og hvordan skaber vi en bedre fremtid?