Den vestnordiske udstilling, The Weather Diaries, har rejst rundt i verden siden 2014 og kommer nu til Nuuk. Udstillingen åbner den  2. august kl. 17 på Nuuk Kunstmuseum.

Udstillingen undersøger modens rolle og formål i de vestnordiske lande, sammen med temaer som bæredygtighed, vejret og klimaet, storytelling, kulturarv, identitet og hvordan kreativitet opstår.

Gennem kunstnerne Nina Gorfer og Sarah Cooper er udstillingen et møde mellem de tre nordatlantiske lande Island, Færøerne og Grønland.

Udstillingen opstod på opfordring af Nordens Hus i Reykjavik til de to kunstnere, Sarah Cooper og Nina Gorfer. Udstillingen blev udarbejdet til Nordic Fashion Biennale i Frankfurt, Tyskland i 2014. Cooper og Gorfer rejste i Færøerne, Grønland og Island for at undersøge hvordan designere inspireres af vejret, naturen og betingelserne i de tre forskellige lande.

12 designere fra de tre lande indgår i udstillingen, heriblandt Bibi Chemnitz, Najannguaq Lennert, Nikolaj Kristensen og Jessie Kleemann.
Værkerne tager udgangspunkt i designernes historier, håb og ambitioner, sat i drømmende og overnaturlige universer. Udstillingen skaber derfor mulighed for nogle anderledes billedfortællinger.

Med udstillingen håber Nuuk Kunstmuseum at der vil opstå en ny debat om national stolthed omkring design og kunst, og skabe nytænkning indenfor grønlandske teknikker med skind og perlearbejde.

Til udstillingen hører også undervisningsmateriale til skolebørn og gymnasieelever, som tager udgangspunkt i billedanalyse og storytelling.
En mindre del af udstillingen vil blive vist i Katuaq fra den 3. august til den 6. september.

I løbet af de næsten fire måneder, som udstillingen bliver vist, vil der blive afholdt flere forskellige arrangementer i forbindelse med udstillingen.

Udstillingen bliver vist frem til den 18. november.

UNDERVISNING

The Weather Diaries DK

The Weather Diaries KAL